Levende værktøjer og kunstige dyr

Hvis du er født inden 2004, har du formentlig vasket hår med en shampoo, der var testet på dyr. Det kan virke underligt, at man har testet kosmetiske produkter på dyr, men havde shampooen ikke været det, ville vi nok ikke have et lige så stort udvalg af sikre produkter på hylderne i dag.

Det er ikke længere lovligt at benytte dyr i kosmetisk testning i EU –  cruelty-free kalder man det. Inden det blev forbudt at teste kosmetik på dyr, var dyreforsøg en vigtig del af den produktudvikling, der skulle sikre, at mennesker ikke udviklede allergi eller fik andre sygdomme  ved brug af diverse kosmetikprodukter. Den tidligere forskning har altså bidraget med betydningsfuld viden som vi stadig støtter os til i dag. Hvordan ville vi klare os uden denne viden? 

Foruden udvikling af medicin til mennesker, hjælper dyreforsøg os generelt med at forstå sygdomme som fx kræft og diabetes. De bruges også til at kaste lys over, om de miljøer vi indgår i, er skadelige for os eller ej. Mange dyreforsøg udføres selvfølgelig også med henblik på at forstå sygdomme og lignende hos andre dyr, så man kan forbedre både domesticerede og vilde dyrs velfærd. 

Mennesker og dyr har altid levet sammen. Interessen for dyrs velbefindende har sikkert også altid været en del af sameksistensen. I hvert fald er der eksempler på etiske overvejelser om dyreforsøg fra det 18. og 19. århundrede.

 

Selvom dyrevelfærd generelt ikke var et vægtigt argument imod dyreforsøg i 1800-tallet, skrev den engelske fysiolog Marshall Hall (1790-1857) i sin artikel ’Of the Principles of Investigation and Physiology’ fra 1835 om fem efterstræbelsesværdige principper for den korrekte brug af dyr i videnskabelige forsøg. Han mente, at man kunne undgå meget unødig grusomhed rettet mod dyrene, hvis man bare fulgte disse principper. Inden sin gennemgang af principperne pointerede Hall det uheldige faktum (nok med et ironisk glimt i øjet), at dyr nu engang var sansende væsner, hvilket betød, at man netop måtte gøre sig umage med ikke at påføre dyret for meget smerte under et eksperiment – både fysisk og mentalt. Hall var faktisk forud for sin tid, og der ligger en klar, og med vores øjne meget moderne, etik bag hans fem principper, som går igen i nutidens dyreetiske tilgang.

Med denne viden fortsatte Dam sine forsøg, hvor han gav kyllingerne forskellige typer føde for at se, hvad der gav de bedste resultater. Her fandt han ud af, at især fedtet fra svinelever og hampefrø forhindrede blødninger hos dyrene og at fedtet fra leveren og frøene indeholdt K-vitamin. Det kunne derfor tyde på, at den rette kost eller de rette tilskud med K-vitamin kunne forebygge livstruende blødninger. I hvert fald hos kyllinger.

Men gjaldt det også hos mennesker? K-vitaminet findes naturligt i tarmene på mennesker og de fleste dyr, men Dam fandt ud af, i samarbejde med en børnelæge, at nyfødte børn har et lavt indhold af de vigtige vitaminer. De lykkedes med at tilføre K-vitamin til mennesker ved indsprøjtning og dermed sikre blodets evne til at koagulere.

I 1943 modtog Dam en delt nobelpris i medicin sammen med den amerikanske biokemiker og K-vitamin-forsker Edward Doisy (1893-1986) for deres arbejde med vitamin K, og kort efter genoptog han sit arbejde på DTU (dengang Den Polytekniske Læreanstalt)

I dag er det i mange lande standard procedure at injicere børn med en dosis K-vitamin lige inden eller kort efter fødslen, hvor det ikke er dannet naturligt i kroppen endnu. På grund af hans forsøg og forskning ved man, hvor vigtig den rette ernæring er, og man har kunnet hindre sygdomme og blødninger hos nyfødte børn lige siden 1939. Vi har altså at gøre med en opdagelse, der var – og stadig er – til gavn for mennesket.

 

Samtidig ved vi, at mange kyllinger indgik i forsøgene, hvor de oplevede fejlernæring og sandsynligvis et vist ubehag og stressende miljøer. Vi ved også, at der langt fra var samme strenge love, tiltag og opsyn, der skulle sikre forsøgsdyrenes velfærd. Men er det grund nok til at fordømme Dams forsøg og resultater? Det kan være nemt med vores moderne syn på dyr at dømme Dams dyreforsøg for uetiske og som et brud på dyrerettigheder, men de fleste vil nok samtidig være enige i, at børns overlevelse altid har været et vigtigt mål i sig selv. Dengang var man ikke i tvivl om dyrenes rolle som levende værktøj, og man var stolt over den viden og de resultater, man fik ud af dyreforsøgene.

 

Hvis vi for en kort stund ikke tænker på forsøgskyllingernes leveforhold, står vi tilbage med spørgsmålet: Giver det overhovedet mening at dømme Dams forsøg med kyllinger som forkerte, eller må vi erkende, at det er etisk acceptabelt, at man har brugt dyr med henblik på menneskets helbred og velfærd? Det er som sagt et etisk dilemma, vi stadig diskuterer i dag. Hvad mener du? Opvejer målet midlet?

Lovgivningen om dyreforsøg inden for EU er streng, og det betyder, at man kun må benytte ikke-menneskelige hvirveldyr (dyr med rygrad), blæksprutter, larver og fostre af pattedyr i forsøg, og kun hvis man har fået tilladelse af Dyreforsøgstilsynet først. Det betyder, at man ikke må eksperimentere med mennesker, mange aberacer, hunde, katte og vilde dyr. Dyreforsøgstilsynet laver opfølgende inspektioner af de steder, der har fået tilladelse til at udføre dyreforsøg. Man skal derudover være uddannet i at lave forsøg med dyr, før man må indgå i dem. Der er også krav om bedøvelse i mange af forsøgene, så dyrene ikke føler unødig smerte.

 
I dag er lovgivningen om dyreforsøg netop baseret på antagelsen om, at dyrene kan opleve smerte, men også den antagelse, at vi har at gøre med levende, følende væsner. Det medfører en forpligtelse og et stærkt etisk fundament for, hvordan forsøgene udføres.

 

I dag er der stor interesse i alternative metoder og teknologier, der skal erstatte dyreforsøg helt – det er de såkaldte in vitro-modeller. Man skelner mellem in vivo og in vitro. In vivo refererer til forsøg, der foregår i levende organismer (in vivo er latinsk for ”i det levende”). In vitro foregår derimod ikke i levende organismer, men i stedet i reagensglas, petriskåle osv. (in vitro er latin for ”i glas”)

 

Et eksempel på en sådan er organ-on-a-chip (OOC), som har til formål at udfase brugen af forsøgsdyr og samtidig gøre det nemmere at forudsige, hvilke udfald og resultater man kan forvente ved et forsøg. Her kan man tænke tilbage på Halls principper, som også understreger vigtigheden af forudsigelighed for overhovedet at lave et forsøg.

 

Dr. Martin Dufva er gruppeleder for en sundhedsteknologi-gruppe på DTU og har arbejdet med OOC i snart tyve år. Han fortæller: OOC-teknologien er både ret kompleks og simpel på samme tid. Helt konkret er der tale om en 3D-printet mikrochip, som ikke er større end en tændstikæske. På chippen er der typisk små slanger (kanaler), der skal tilføre ”blod” (man bruger et stof som ligner blod) for dermed at kunne efterligne processerne i organvæv. Man har mulighed for at sammensætte flere af disse mikrochips – altså skalere op – så man bedre kan skabe en organmodel, der er på størrelse med ”the real deal.” Derfor kan man lave modeller, der kan efterligne vævet i alle menneskets organer. Det er dog stadig ikke helt nemt, eller billigt, at lave disse mikrochips i 2025.

 

Inde i den enkelte chip placerer man hydrogeler, vandbaseret gelé, som kommer til at indeholde de celler eller stamceller, man ønsker at påvirke og undersøge. Man finder også hydrogeler i vores kroppe, og de virker som ”fugemassen” mellem cellerne. En hydrogel man benytter i en OOC kan typisk være gelatine, der stammer fra dyr, og som du sikkert kender fra et ganske normalt køkken. Hvis man ikke ønsker at bruge et animalsk produkt, findes der ”veganske” hydrogeler såsom Alginat og Agarose.

 

I videnskabelige eksperimenter har man længe arbejdet med petriskåle af glas eller plastik, hvor man tilfører næringsstoffer o.l. til cellerne med en pipette. Det er en pålidelig, men også langsom og statisk proces. Med OOC kan man så at sige sætte fart på forsøget ved at tilføre flow (gennemstrømning) med mekaniske pumper, som tilsluttes flere kanaler og som tilfører ”blodet,” og dermed også andre stoffer, til cellerne i chippen. Dette flow gør også, at man kan tilføre langt flere næringsstoffer til cellerne, hvilket er en fordel i modsætning til petriskålen. Alt i alt skaber man en mekanisme, der ligner de processer, man finder i vævet på menneskelige organer – med blodårer og det hele.

 

I forbindelse med udviklingen af OOC har man også lavet en Interface, der hjælper med at placere cellerne i hydrogelen i chippen. Det er smart, da man gerne vil placere cellerne med en præcision på 10-50 mikrometer (det svarer til bredden på et hårstrå). Det er meget svært at gøre med en pipette, man holder i hånden. Men ved hjælp af interfacen kan man placere cellerne præcis, hvor man vil i chippen, og man kan derfor lægge forskellige celletyper ved siden af hinanden som man vil finde naturligt i organvæv.

 

Når chippen er på plads med hydrogeler, celler, pumper og det hele, kan man begynde at teste de forskellige typer medicin, der senere – måske – skal udskrives til personer, som måtte have brug for det. Dermed kan man teste helt uden brugen af forsøgsdyr.

 

Spørger man Dufva, er et af de store motivationspunkter bag udviklingen af OOC et ønske om bedre at kunne overføre resultaterne fra forsøg til mennesker, for hvor pålidelige er dyreforsøg egentlig? Når man laver dyreforsøg med mus eller rotter bliver man med tiden rigtig god til at forstå deres fysiologi, hvilket er rigtig godt, hvis man ønsker at udvikle medikamenter til mus og rotter. Problemet er, at deres fysiologi er markant anderledes end menneskets, hvilket problematiserer overførslen af resultaterne fra dyreforsøgene til den menneskelige krop. Der opstår altså en større usikkerhed, medmindre man laver forsøg på dyr, som ligner mennesket i højere grad – såsom andre primater – hvilket er utrolig dyrt, besværligt og sjældent set i Danmark.

 

Dufva peger også på, at man ikke finder den store variation i de mus, man bruger i forsøg, da der sjældent er tale om vilde mus med variation i deres genetik. Det har gjort, at de fleste lægemidler er udviklet til ældre, kaukasiske mænd, hvilke jo langt fra opsummerer alle mennesker i Danmark eller på kloden generelt. Med OOC kan man præcisere sine eksperimenter og tests ud fra den gruppe mennesker, man ønsker at udvikle lægemidlet til. På den måde kan man med tiden lave en genetisk ”bank” som indeholder mange forskellige mennesker, og hvordan de responderer på diverse lægemidler

Selvom OOC-teknologien lyder nem at gå til, er det endnu ikke helt tilfældet. Den er både svær at udvikle og bruge, også selvom den er langt mere strømlinet, end den var, da Dufva først begyndte at arbejde med den. Samtidig er det en dyr teknologi, der kræver flere års videreudvikling endnu. Det betyder også at videnskaben og lægemedicinindustrien stadig er tøvende med at købe den og implementere den i forsøg, selvom interessen generelt er voksende. Men hvis man kan præsentere et brugbart alternativ til dyreforsøg, som samtidig i højere grad kan hjælpe med at forudsige resultaterne af forsøgene, er det ifølge Dufva ”guld værd” for lægemedicinindustrien.

 

Dufva understreger også en typisk misforståelse: At OOC-teknologien nødvendigvis bliver bedre end dyreforsøg. Det kan vi ikke sige med sikkerhed. Men det bliver anderledes. Som nævnt er der umiddelbart en hel del fordele ved at bruge OOC, men det er endnu for svært at sige præcis, hvordan disse fordele kommer til udtryk. Så vi må vente nogle år endnu for at se, om ”anderledes” betyder ”bedre.”

Siden 1879 har meget ændret sig i den måde, vi tænker på dyreforsøg. I dag har vi mennesker bredt set den forståelse, at ikkemenneskelige dyr er levende, sansende og følende væsner, hvilket sågar står i den danske dyrevelfærdslov fra 2020. Vi er altså gået væk fra en mekaniske naturopfattelse, hvor man tidligere, i nogle sammenhænge, så dyr som livløse maskiner. Det medfører et stort ansvar og en række forpligtigelser i vores omgang med dyr, og det gælder især, når vi i videnskaben udfører dyreforsøg til gavn for menneskets helbred og velfærd.

 

Til trods for et ændret syn på dyr har vi stadig en nytteetisk tilgang til mange af dem, hvilket især gælder forsøgsdyr. Nytteetikken kendes også som utilitarismen, som blev grundlagt af den engelske filosof Jeremy Bentham (1748-1832). Med nytteetikken inden for dyreforsøg mener man kort sagt: et dyrs smerte, stress eller død er en negativ ting, men den opvejes af de positive resultater, forsøget har for mennesker. Dyret er altså et middel til at opnå målet om større sundhed hos mange andre mennesker/dyr, og det er etisk acceptabelt.

 

Den nytteetiske overbevisning skaber debat i Danmark ofte med dyrerettighedsforkæmpere på den ene side, som mener, at vi aldrig må bruge levende dyr i forsøg og fortalere for videnskab og teknologiudvikling på den anden, som netop indtager en nytteetisk position og betragter dyreforsøg som en uerstattelig ressource og et nødvendigt onde. 

 

Den voksende opmærksomhed på klima, miljø og biodiversitet spiller helt sikkert en stor rolle, i den måde vi ser på dyr, og derfor også hvordan vi ser forsøgsdyrs velfærd og etiske værdi. Vi er langt mere bevidste om, hvor vigtige dyr, planter og svampe er for vores overlevelse i dag end for bare 100 år siden. Samtidig forstår vi også mere og mere at dyr, planter og svampe ikke kun er til for vores skyld, men at de også har værdi i sig selv.

 

Med forskningen i alternative in-vitro-metoder og -teknologier såsom organ-on-a-chip tegner der sig et billede af, at man inde for videnskaben og medicinindustrien gerne vil følge med det moderne natursyn. Og med 3R-principperne, Dyrevelfærdsloven fra 2020 og EU-underskriftindsamlingen fra 2023 er det tydeligt, at dyrs velfærd er et emne, som ligger flere og flere på sinde. Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer for menneskets brug af dyr. Måske dropper vi helt den nytteetiske tilgang og går over til en økocentrisk etik, hvor vi mener at dyr, svampe og planter har værdi i sig selv, og at de med tiden får rettigheder på lige fod med os mennesker.