Fra laboratorie til butik
I snart 200 år har ingeniører fra DTU bidraget til industri og samfund med viden og kunnen. Nogle blev medarbejdere og deltog i udvikling af produkter og fabrikation i virksomheder. Disse hverdagens ingeniører efterlader sig sjældent mange spor i historiebøgerne, men i DTU’s historiske samling har vi genstande fra kemiingeniøren Søren Bergs arbejdsliv. Berg blev kemiingeniør i 1922 og ansat som assistent og senere laboratorieforstander på Den kgl. Porcelainsfabrik. I 1935 skiftede han til Porcelænsfabrikken Danmark og her blev han kendt som den, ”der vidste, hvad man kunne producere”.
Bergs mange hatte
Som driftsleder stod Berg for fabrikkens laboratorium og sammen med sine kolleger udviklede han her nye varer. De innovative grupper skabte bl.a. et termostel og riflede vaser. Berg var ekspert i glasur og havde teknikken til at skabe et jævnt lag glasur på den riflede overflade.
Men Berg ændrede også fabrikationen i virksomheden. Bl.a. udviklede han karborundum kapsler til støtte af porcelænet under brænding samt fabrikkens maskinpark. Ansættelse af andre ingeniører var også Bergs ansvar, ligesom han deltog i udviklingen af ny viden. Han udgav flere artikler om porcelæn og var videnskabelig assistent på laboratoriet for mørtel, glas og keramik på DTU. Gennem tænketanken Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) var han med til at udvikle forholdet mellem vidensinstitutioner og industrien.
Ingeniøren og nationaløkonomien
Ingeniører som Berg har fået stor betydning for det danske samfund og det danske erhvervsliv. De har været med til at skabe mange af de ting og systemer, som vi omgiver os med. Gennem deres arbejde i virksomhedernes udviklingsafdelinger har de også bidraget afgørende til vækst og velstand i Danmark. Overordnet fik kandidater fra højere læreanstalter stor betydning for bundlinjen i den danske industri.
Hvem betaler velstandens pris?
Søren Berg havde sit arbejdsliv i et samfund som troede på forbrug og en nærmest endeløs vækst. Det var et samfund med en stadig stigende appetit på materialer og energi. I løbet af 60’erne begyndte protestbevægelser at kritisere dette forhold og nogle ingeniørstuderende kaldte på forandringer af undervisningen på DTU. Hvordan kunne ingeniøren lære at understøtte en god samfundsudvikling? Kampen for først miljøet og senere klimaet var i gang og ingeniørstuderende ville være en del af løsningen. Men et vigtig spørgsmålet var - og er - hvordan dette overføres til et arbejdsliv efter universitetet?
